Om værten

Velkommen

Gendarmstiens Bed and Breakfast

Om værten :

Mit navn er Bente Løwe Christiansen. Jeg er født på Fiskenæs ved Gråsten, hvor jeg boede hele min barndom. Senere flyttede jeg til Aabenraa og Rødekro, mens jeg læste på børnehaveseminariet i Aabenraa. Sidenhen flyttede jeg til Fyn, hvor jeg læste dansk/nordisk på universitetet. På Fyn boede jeg i 20 år og arbejdede indenfor institutionsverdenen og familiepleje. Herefter flyttede jeg tilbage til det sønderjyske og fortsatte mit arbejde indenfor skole og børnehaver.

 

Hele min voksenalder har jeg interesseret mig for bevidsthedshistorie (som jeg læste på universitetet under faget dansk) og flytningen tilbage til Gråstenegnen, åbnede mine, nu voksne øjne, for den fantastiske natur og historie, som Gråsten og omegn rummer.

 

Jeg tænkte, at alle historierne og naturens vidundere måtte formidles til børn, og jeg gav mig i kast med at skrive krøllede og finurlige vers, der kunne appellere til børn. Det første, jeg skrev, lød:


Dybbøl Mølle maler

mange meter mel

den maler og den maler

og ingen ser en del.

Det oser og det oser

med mel ud over alt;

men det er slut med poser,

og det er grueligt galt,

og mens de går og tænker

og skrubber byen ren

så pumper møllen vid´re

fra Dybbøl til Gråsten.


Det blev til mange vers, som senere blev samlet min bog "Krøllerier på kendte stier". Sidenhen fulgte flere bøger efter, og jeg blev medlem af Alssund Forfatterne.


I 2018 blev jeg uddannet som EFT terapeut (Emotional freedom Techniques), og i mere end 35 år har jeg sideløbende arbejdet med følelser og autismespektrumforstyrrelsen NLD (Non verbal Learning Disorder), og været involveret i arbejde med traume og chok behandling. Min interesse for bevidsthedshistorie førte mig frem til mødet med Martinus Kosmologi og i de seneste 17 år, har jeg deltaget i afholdelse af foredrag indenfor kosmologien.


Af andre interesser kan nævnes, fotografering og vandring. Allerede tilbage i 2005 havde jeg fokus på vandringens potentiale, og begyndte at interessere mig for pilgrimsvandringer, klostre og gamle vandreruter i Europa. Det førte til bogen Kuglestøberen, som jeg udgav i 2009, og som indeholder dels et gammelt sagn fra Kliplev, Søgård og Aabenraa og om Ahlefeldternes tilknytning til området, dels oplysninger om den sydlige del af Hærvejen. Da man i 2008 etablerede herberger langs Hærvejen, meldte jeg mig som frivillig til at bistå som herbergsvært på Hald Hovedgård syd for Viborg. Her brugte jeg i en årrække mine somre som vært; men da Gendarmstien langs den dansk/tyske grænse blev certificeret som Europæisk Kvalitetsvandrevej i 2015, besluttede jeg, at omdanne mit hjem, få hundrede meter fra Gendarmstien, til et miniherberg. Det fungerer fortsat, og den stigende interesse for naturen, vandringen, den sønderjyske historie har gjort Gendarmstien yderst populær. Jeg nyder, det nære korte møde med de gæster, der besøger mit hjem og fortæller gerne om de historiske begivenheder og kulturelle forhold, som er knyttet til egnens historie. - Ligeledes holder jeg også foredrag og laver guidede ture om samme - med udgangspunkt i mine bøger.


De seneste år har jeg været tilknyttet bestyrelsen for områdets afdeling af Friluftsrådet, og arbejder nu med kortlægning og etablering af nye vandreruter under regeringens udkast: Naturstier i Danmark - en omvej værd.


Herhjemme holder jeg af at arbejde med genbrugsmaterialer, drivtømmer, upcycling, træ og værktøj.


Kos(mis) og Yoda bor her også.

Haven er fyldt med høns, som går frit, og den er indrettet for både dyr, fugle og mennesker efter økologi og "vild med vilje-princippet"

katte
høns